De europæiske regler for branddøre og brandskydeporte
Den europæiske standard EN 16034 betyder, at alle brandskydeporte og udvendige hængslede branddøre er omfattet af CE-mærkning og klassifikationerne EI230 og EI260. Indvendige hængslede døre og skydeporte, som kun er beregnet til persongennemgang, er ikke omfattet af de nye regler. Her skal man stadig benytte den danske DS-godkendelse, BD30 og BS60 til mærkning af dør- og portløsningerne.
Der kan være meget at holde styr på. Hos Door System har vi brugt masser af ressourcer på at udvikle og teste efter den nye europæiske standard, og har et indgående kendskab til de nye brandkrav.
Er du interesseret, så afholder vi informationsmøder om de nye regler - det kan afholdes hos jer eller på vores fabrik i Hørning. Brug formularen nedenfor eller kontakt vores tekniske chef Brita Rosenbech på telefon 42 14 52 04 eller e-mail [email protected].
Vær opmærksom på branddørens godkendelser
En branddør er som udgangspunkt kun godkendt præcis, som den er testet, med de anvendte materialer og besætning samt kun godkendt til at blive monteret i den testede vægtype.
Kravene til test er strammet væsentligt i den europæiske standard EN 16034 for branddøre og brandskydeporte. Som udgangspunkt skal alle materialer og komponentdele på en branddør være testet med døren.
Hvad skal testes?
Branddøren skal testes i de forskellige vægtyper for at kunne godkendes. Væggene opfører sig forskelligt ved brand.
Låsekasser skal testes på døren. Det er ikke nok, at de er testet efter beslåningsstandarden (EN14846), dog kan en låsekasse blive godkendt, hvis den tilhører samme produktfamilie som en låsekasse, der er testet på branddøren. Dette er også gældende for f.eks. dørpumper og automatikker.
Slutblik, tætninger, hængselstype, varmekabel, nokker, panikstang, paskvil, karmtype – for blot at nævne nogle, ja, tjeklisten med komponenter, der skal testes på branddøren, er lang. Brandtesten opstiller også krav for ståltykkelse og ståltype, størrelse på sparkeplade, afstande mellem dørblad og karm. Også isoleringsmateriale og fugemasse mellem karm og væg skal godkendes med branddøren. Der er dog med nye revisioner i standarden åbnet op for, at man kan teste branddøren uden fugemasse (men med plads reserveret herfor), hvorved der er mulighed for brug af flere typer fugemasse uden at skulle teste med hver enkelt type.
”Hver dørtype kan have forskellige godkendelser. Kontroller at døren er godkendt til det, den skal anvendes til”, fortæller Brita Rosenbech, teknisk chef hos Door System A/S, og fortsætter: "Hvis man vil sikre sig, at brandsikkerheden er i orden, er det vigtigt, man følger branddørens godkendelser. Dokumentation for godkendelser ses i klassifikationsrapporten."
Montagen er vigtig
Det er afgørende for brandsikkerheden, at branddøren fastgøres til brandvæggen. Dette kan især være et issue ved f.eks. kølerum og frostrum. Branddøren er ikke stærkere end det svageste led.
Hvis der laves omforandringer på branddøren, f.eks. udskiftning af låsekasse eller dørpumpe til en, der ikke er godkendt i døren, kan dørproducenten ikke længere garantere for dørens brandsikkerhed. Dette gælder også, hvis døren tilpasses i størrelse ved f.eks. at skære noget af.
Vi opfordrer til at kontakte dørproducenten for at afklare, hvad man må og ikke må.
Korrekt montage er også en del af branddøren, og det er derfor nødvendigt at følge producentens anvisninger, for at branddøren er godkendt. Det kan være omkring afstande mellem karm og væg. Også afstanden mellem dørblad og gulv samt brug af korrekt isoleringsmateriale og fugemasse er noget, man skal være opmærksom på.
Vi har en folder, som beskriver de nuværende godkendelser og mærkninger. Der er også et tjekskema med komponenter, som specifikt skal testes og godkendes. Få tilsendt folderen gratis - se herunder.
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte vores tekniske chef Brita Rosenbech på telefon 42 14 52 04 eller e-mail [email protected]
Folder om brandgodkendelser for døre og porte
I forbindelse med de nye brandregler har vi udarbejdet en 8-sidet folder, som beskriver de nuværende godkendelser og mærkninger. Der er også et tjekskema med komponenter, som specifikt skal testes og godkendes.
Ønsker du folderen tilsendt – det er ganske gratis – så send en mail til Kim Aschenberg på [email protected].
Beskrivelsen er udarbejdet af vores tekniske chef Brita Rosenbech. Brita er næstformand i Sikkerhedsbranchens fagudvalg for brandporte og har i det regi leveret beskrivelsen til en tilsvarende folder om brandgodkendelser, dog uden tjekskema og med en lidt anden opbygning. Denne folder kan downloades på Sikkerhedsbranchens hjemmeside.
Magasin om brandsikkerhed i byggeriet
Brandsikkerhed i byggeriet vil også være et stort tema i 2025, og som man skriver i lederen i den nye udgave af Brand & Sikkerhed magasinet, er brandsikkerhed ikke blot en teknisk disciplin, men en afgørende faktor for at beskytte mennesker, ejendom og samfund.
Hos Door System er vi med på side 4 med artiklen om brandtest og branddørens godkendelser, se ovenfor.
Læs Brand & Sikkerhed magasinet - klik her.
Fra brandtest til CE-mærkning i samarbejde med DBI
Alle Door Systems brandtest foretages på Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), og de vigtige processer fra brandtest til CE-mærkning gennemfører vi i samarbejde med DBI og DBI Certification.
Hvad er døren godkendt til?
I princippet tillader en godkendt brandtest kun salg af en dør magen til den specifikke dør, som er blevet testet, med meget begrænset mulighed for at justere størrelsen i forhold til den testede dør. For at kunne tilbyde flest mulige til- og fravalg udarbejdes en EXAP (Extended Application Report) i et samarbejde mellem DBI og Door System.
EXAP’en giver os mulighed for at opfylde flere krav fra vores kunder med hensyn til bl.a. højde, bredde, installering af alarm, magnet, automatik, bremsesystem osv. På baggrund af EXAP’en udarbejder DBI en Klassifikationsrapport, som er bevis for, hvad døren er godkendt til.
”Hvis man skal have ændret vægtypen, tilføjet vindue, tætninger eller gangdør kræves en ny brandtest”, fortæller teknisk chef Brita Rosenbech, Door System.
Produktionsprocesser gennemgås
Næste trin er, at vores produktionsprocesser skal gennemgås og godkendes af DBI Certification, en såkaldt FPC-godkendelse (Factory Production Control). Dette skal ske én gang om året fremadrettet for at sikre en ensartet produktion af vores produkter. Kontrollen skal sikre, at kravene omkring sporbarhed, kontrol og dokumentation iht. EN 16034 bliver opfyldt ved produktion af branddørene. Dette garanterer kunden det samme gode produkt ved hver leverance.
Efter godkendt FPC udstedes et CPR-certifikat af DBI Certification.
CE-mærkning
Når Klassifikationsrapport og CPR-certifikat foreligger, kan vi sætte CE-mærket på branddøren. Sammen med CE-mærket er ydeevnedeklarationen (DoP=Declaration of Performance) kundens bevis for, at døren er en godkendt branddør iht. EN 16034.
For yderligere oplysninger kontakt venligst: Brita Rosenbech, teknisk chef, Door System A/S, 42 14 52 04, [email protected]